Iværksættere nægter at vokse op

Af Anders Kanberg 3

Det er fedt at være og kunne kalde sig iværksætter! Men hvornår mister man retten til den titel? Er det, når man har været i gang i mere end tre år? Fem år? Eller er der ingen tidsgrænse? Og hvorfor overhovedet give slip på iværksætter-titlen?

Spørgsmålene kan presse sig på af flere grunde:

I de bedste tilfælde er det fordi, iværksætterdirektøren ikke længere kan overskue hele virksomheden og er nødt til at give ansvar fra sig. Pludselig skal iværksætteren til at leve med, at chefen ikke nødvendigvis behøver vide alting hele tiden – og i øvrigt bør lade andre klare pakkeopgaverne og andre praktiske gøremål, der ellers var super iværksætteragtige at være med i virksomhedens spæde opstart. Det er en vanskelig, men nødvendig proces, som jeg er stødt på hos flere succesfulde iværksættere et stykke nede på vækstvejen. Senest var det de to vindere af Entrepreneur Of The Year fra Monjasa, Jan Jacobsen og Anders Østergaard, der beskrev deres hårde arbejde med at få rollefordelingen på plads i en virksomhed, der for længst har rundet medarbejder nummer 100 – men stadig har direktører, der foretrækker at have en finger med i det hele. Det kan bare ikke lade sig gøre, hvilket også er gået op for de to vækstvindere fra Fredericia; iværksætter-genet hos stifteren og direktøren må undertrykkes, og virksomheden skal blive mere ”coorporate” i sin ledelsesstil, hvis væksten skal fastholdes. I disse tilfælde er stifteren mere eller mindre tvunget til at opgive sin iværksætter-titel og dertilhørende tankesæt. Det er trods alt bedre at ansætte én, der kan levere 80 procent af det engagement, man selv lagde i de første år, end at fortsætte med at gøre det hele selv, selvom der nu kun er tid til at levere 50 procent.

I andre tilfælde er det mere personlige og menneskelige årsager, der står i vejen for, at en iværksætter er klar til at opgive titlen. Iværksætteri er blevet så stor en del af vedkommendes identitet, at noget af den professionelle (og personlige) eksistensberettigelse ville forsvinde, hvis iværksætter-striberne blev fjernet fra skulderen. Med bogen ”Iværksætter til jeg dør”, der nu kører i andet oplag, er Martin Thorborg velsagtens det bedste eksempel herpå. Det er efterhånden nogle år siden, at Hr. Thorborg stod i spidsen for en vækstkomet – eller en virksomhed med internationale vækstambitioner for den sags skyld. Men han har efter Jubii-dagene til gengæld helliget sin tilværelse at hjælpe andre iværksættere; med sit iværksætter-site Amino og som rådgiver i Cloud1. Og i disse fora sætter han løbende en masse aktiviteter iværk og er i den henseende vel så… iværksætter? Eller entreprenør? Når jeg tager Martin Thorborgs iværksættertitel op til diskussion er det bestemt ikke fordi, jeg underkender hans indsats for iværksættere og iværksætteri gennem årene. Martin Thorborg har været – og er stadig – guld værd for startup-miljøet i Danmark. Men han er også et eksempel på risikoen for, at titlen ”iværksætter” kan komme til at fylde mere for nogen end det, der kommer ud af at høre til blandt de bedste af slagsen – nemlig vækst, skabelsen af arbejdspladser, internationalisering og så videre. Jeg tror virkelig på, at Martin Thorborg er ”iværksætter til han dør” – men jeg er til gengæld også sikker på, at der er mange andre nye og gamle iværksættere, der bruger for lang tid på at gå til diverse netværksmøder, foredrag og cocktailparties for at vise deres striber frem, mens deres forretning lider under deres fravær.

Den sidste kategori af forvoksede iværksættere, hvis titel jeg vil stille spørgsmålstegn ved, er dem, der har solgt deres virksomhed. For giver det eksempelvis mening fortsat at kalde Janus Friis for iværksætter her mere end syv år efter, at han solgte Skype? Siden har han jo primært investeret i andre iværksættervirksomheder! Faktisk tror jeg, at Hr. Friis selv er ret ligeglad med, hvad jeg – eller nogen andre – kalder ham i den henseende. Han har aldrig været specielt begejstret for at indtage scenen i iværksættersammenhænge. Men hvad så med Tommy Ahlers (Zyb) og Jesper Buch (Just-Eat)? Sidstnævnte udgav i sommer en bog, der – selvom den primært er en skildring af de første år af mandens iværksættertilværelse – langt fra giver udtryk for, at den karriere på nogen måde er forbi. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at både Jesper Buch og Tommy Ahlers begge stadig betegner sig som iværksættere, selvom de for længst har afhændet den eller de forretningsidéer, der kom fra eget katalog og i dag investerer i og arbejder med (fra diverse bestyrelser) at føre andres iværksætteridéer ud i verden. Handler det om, at blot ens succes som selvstændig erhvervsdrivende har været stor nok, kan man tillade sig at kalde sig iværksætter resten af livet? Det vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men jeg vil til gengæld vove den påstand, at det har afgørende betydning for det danske iværksættermiljø, at vi får flere og flere succesfulde forretningsfolk som Martin Thorborg, Jesper Buch, Tommy Ahlers, Morten Wagner (Dating.dk) m.fl. der løbende iklæder sig iværksætterfjerene, selvom de måske er falmet lidt med årene – eller lånte af en nystiftet virksomhed, de har involveret sig i. For der er rigelig plads på den danske iværksætter-stjernehimmel til dem alle. Og deres lys inspirerer utvivlsomt andre til også at forfølge deres iværksætterdrømme – og deres succes får måske endda eksisterende iværksættere til at skrue op for ambitionerne.

Min konklusion må derfor være: Læg kun din iværksætter-jubelhat i skuffen, hvis den af hensyn til din virksomhed bør udskiftes med direktørens mere formelle Stetson. Og selv da, er det helt i orden at finde den frem en gang imellem.

Men det er forbeholdt dem, der kæmper for at skabe deres egen virksomhed, at bære den til daglig. Og dem der inspirerer flere til at gøre det. Hurra for succes-iværksættere, der nægter at vokse op!

 

3 kommentarer RSS

  1. Af Lars Christensen

    -

    Hvorfor definerer du en iværksætter som en der starter fra scratch?
    At være iværksætter, er en livsstil og har egentlig hverken noget at gøre med hvor mange eller hvor få penge man har tjent!
    Målet for en dedikeret iværksætter er radikalt anderledes, end den “satte” virksomhedsleder, der er tilfreds med status quo!
    Mennesket der kalder sig iværksætter, eller som blot tillader sig selv at lade sig rive med af en given synergi – burde hyldes i høje toner, fremfor lidt populistiske overskrifter der har en tendens til den modsatte reaktion.

    Mvh. Lars plbrake.dk

    Svar
    • Af Anders Kanberg

      -

      Jeg er meget enig i, at det i virkeligheden er en lidt meta diskussion om begrebets betydning; for både min udlægning af iværksætteren (nystartet erhvervsdrivende) og din (inspirator uafhængigt af økonomiske præstationer) fortjener samfundets hyldest. Dog vil jeg fastholde, at den vækst- og arbejdspladsskabende iværksætter fortjener lidt mere hyldest end den anden variant :-)
      /Kanberg

      Svar
  2. Af Lars Christensen

    -

    En overskrift som “iværksættere nægter at vokse op” er populistisk og når man læser artiklen, så matcher overskriften heller ikke selve teksten, derved forvrænges opfattelsen af iværksættere!
    Desuden er det min opfattelse, at INGEN iværksætter er mindre værd end andre iværksættere, medmindre der er tale om IT Factory (som alle jo hyldede).
    Alle iværksættere ER pr. definition vækstskabende, fordi de afledte synergier som optimisme, vedholdenhed, PR for land og lokalsamfund samt ikke mindst skabelse af interesse for og omkring iværksætteri – er mindst lige så vigtigt som indtjening og arbejdspladser.

    Mvh Lars plbrake.dk

    Svar

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info