Christiansborg er stopklods for EU-guld til iværksættere

Af Anders Kanberg 0

Nede i Bruxelles er man helt vilde med iværksættere. Løbende bliver der søsat nye initiativer, der skal gøre det nemmere, bedre, hurtigere og smartere at stifte og drive en virksomhed som EU-borger. Af flere omgange har Europakommissionen endda øremærket milliarder af Euro til kapitalhungrende iværksættere.

Desværre er det er ikke meget, danske erhvervsdrivende har mærket til EU’s iværksætterfremme. For af uforklarlige årsager er der ingen af de danske politikere, der har lyst til at tage imod støtten fra EU og formidle den videre til de danske iværksættere, der potentielt kunne have glæde af den.

Og nu har EU-kommissionen så igen lanceret en stor plan til ”udnyttelsen af Europas potentiale på iværksætterområdet til at genskabe vækst”. Ud over endnu en pakke med mikrolån (som der ikke er sat beløb på endnu) indeholder planen en stribe forslag til forenkling af (skatte)regler og rammer, tilbud om rådgivning inden for opstart, drift, digitalisering samt et styrket fokus på iværksætteri i uddannelserne, værdien i ”andengangs iværksættere”, kvindelige iværksættere og enklere regler for investeringer og ejerskifter. Der er mange gode takter i planen, men jeg er oprigtigt bekymret for, at den løber panden mod muren på Christiansborg. De danske politikere holder formentlig bare en masse fine møder med embedsværket fra Bruxelles, smiler og siger nogle bevingede ord – og lægger så planen ned i skuffen med andre uudnyttede EU-tiltag på iværksætterområdet.

I den skuffe finder man blandt andet EU-kommissionens plan for mikrofinansiering; en pulje med 100 milliarder, som danske iværksættere ikke kan få adgang til, fordi politikerne ikke har ønsket at finde en national institutionel model til formidling af pengene. Den pulje har efterhånden nogle år på bagen, og i landene omkring os har man (naturligvis) sikret, at deres nye virksomheder – altså dem, der skaber fremtidens arbejdspladser og driver væksten – får adgang til denne finansieringskilde også. Men endnu ikke i Danmark.

Jeg forestiller mig at man på Christiansborg har en temmelig arrogant holdning over for iværksætterpolitiske tiltag fra EU – lidt som man nok har det med nye regler for stråforkortere og udledning af kemikalier i undergrunden. Her i Danmark er politikerne på Christiansborg så vandt til at være EU-duksene, at der næsten ikke er noget, de kan lære af folkene i Bruxelles:

”Vi har jo allerede Væksthusene og kommunerne til at rådgive nye virksomheder… Via Vækstfonden har iværksættere gode muligheder for finansiering i banken… Og selvom vi har barberet Fonden for Entreprenørskabs bevilling med fem millioner kroner, har vi stadig massiv fokus på iværksætteri i uddannelserne… Så hvad skal vi med EU på iværksætterområdet?”

Iværksætterpolitik er desværre bare ikke en simpel regelskrue, man kan skrue op og ned for, som man kan det med reglerne for kemikalieudledning. Der er ikke en minimumsgrænse, man kan sænke og hæve afhængig af, hvor meget vækst man ønsker. Det er derimod en sindssygt kompliceret affære, hvorfor medlemslandene i en årrække har skudt med spredhagl i forsøget på at identificere, hvilke politiske tiltag og mekanismer, der fungerer, hvis man vil have flere nye, vækstskabende virksomheder.

Og så gør EU-apparatet dét, der måske i virkeligheden ligger aller tættest på deres eksistensberettigelse: De indsamler erfaringerne og videreformidler de bedste og mest succesfulde af dem til medlemslandene. Så mon ikke der er god grund til i det mindste lige at skimme materialet igennem for at se, om der mon ikke er et par forslag eller to, som vi her i Danmark kan lære noget af?

Jeg vil bestemt ikke sætte EU’s politiske apparat op på nogen piedestal. Og jeg vil heller ikke underkende den danske iværksætterindsats. Men jeg vil på det kraftigste opfordre de danske politikere til at tage imod al den hjælp de kan få! Vores vækstrater er på nulpunktet og iværksætterlysten er styrtdykkende – så tag nu lige at få øjnene op for, at der er andre EU-lande, der måske kan lære os noget. Det går vist meget godt både øst og syd for os, ikke?

Og så lige en idé på falderebet: Når nu Vækstfonden alligevel skal til at være kapitalforvaltere, hvorfor så ikke lade dem administrere EU’s ordning for mikrofinansiering også?

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info